Mindeord over Birgit Mikkelsen

Birgit startede i DcH-Svendborg i 1987 med sin Golden Retriever, Nick.
Hurtigt fik Birgit smag for at gå til konkurrence med sin hund, men det var dog først efter at hun fik en Flat Coted, at der kom rigtig gang i træningen. Det lykkedes Birgit at få Bailey op i den næst højeste klasse i DcH.

Birgits undervisnings-gen fornægtede sig ikke, hun blev hurtig »spottet« af de erfarne instruktører og blev indstillet til træneruddannelsen.
Det var her at Birgit fandt sin helt rigtige plads i DcH. Specielt elskede hun at undervise vores hvalpehold. Det er helt afgjort Birgits store fortjeneste, at vi har en så velfungerende hvalpeafdeling, som vi har i dag.
Alt blev flittigt noteret i hendes lille lommebog, så der var helt styr på hvem havde betalt, hvem havde vist forsikringspapirer og hvornår de forskellige skulle træne.

Birgit efterlod et stort indtryk på alle hundeførere på hvalpeholdet, hun var utrolig dygtig til at forklare hvordan øvelserne skulle udføres.
En helt almindelig bemærkning når man fik hundeførerne op i næste klasse var: »hvor var hun sød og dygtig, hende med det korte sorte hår og briller« så vidste alle, at det var Birgit de mente.

Selvom undervisningen var det mest vigtige for Birgit, elskede hun det sociale. Det betød meget for Birgit at der var liv i klubben ud over træning. Så når der skulle være fest, havde hun også helt styr på hvem der skulle lave mad og hvem der skulle lave andre ting. Hvis der var nogen der var så letsindig at sige, at det havde de ikke tid til, så skulle Birgit nok få dem på andre tanker.
Birgit havde en helt utrolig klubånd og var en ildsjæl ud over alle grænser. Hun gik meget op i at vores trænere havde det godt. Hun var helt bevidst om, at vejen til en succesfuld klub var en velfungerende trænerstab.

Da klubben i 2004 var i knæ på grund af manglende ledelse, var det igen Birgit der var med til at få en ny bestyrelse op at stå, og selvfølgelig var hun klar til at gå ind i den og yde sit.
Birgit var også en der havde sine meningers mod, noget som vi i bestyrelsen hurtigt blev klar over.
Når Birgit først havde fået en ide om, hvordan det skulle være, kæmpede hun med næb og kløer for at overbevise os andre om at det var korrekt.
Mange bestyrelsesmøder er sluttet sent, før Birgit var færdig med at fremføre sine synspunkter. Men det dækkede altid over den klubånd og kærlighed hun havde til hundeklubben.

Når man talte med Birgit i den sidste svære tid, var der altid noget som slog mig.

Birgit beklagede sig aldrig, der var ikke noget med: »hvor er det synd for mig« eller »hvorfor skal det lige ramme mig«. Birgit tog det som det kom og var helt afklaret med sin situation, en præstation som med al tydelighed fortalte hvilket stort menneske hun var.

Det vil tage os lang tid før vi kommer over tabet af Birgit.

 

Peter Larsen, formand