Formandens beretning 2010.

 

  

Året 2009-2010 sluttede/startede meget trist, da vi jo desværre mistede Birgit Mikkelsen.

Som alle ved tabte Birgit kampen til kræften og døde D. 23. december. Birgit var et kæmpe aktiv for klubben. Der var ikke den ting hun ikke havde en mening om, eller ville hjælpe med. Lige til det sidste var hundeklubben i hendes tanker, hvilket vi tydelig så, med den flotte gave hun efterlod til klubben - det vil jeg komme tilbage til senere.

 

I 2010 startede vi op med ca. 143 medlemmer, fordelt på lydighed og agility.

I løbet af sæsonen har vi haft 100 hvalpe og 29 kursushunde igennem. De har fordelt sig

C klassen med 61 hundefører.

B klassen med hundefører 15. 

A klassen med hundefører 10.

E klassen med hundefører 5. 

Agility har haft 14 hundefører.

Herudover har der naturligvis også været de passive medlemmer. I de her tal er vores træner gruppe ikke med. Alt i alt giver det 277 medlemmer for 2010. Det er ganske enkelt rekord for vores klub. Vi har aldrig haft så mange medlemmer før, vi har heller ikke startet vores sæson med så mange, som vi har i år. Så der er fremgang på hele barometeret. Det er bare kanon flot, når vi tænker på, hvad vi har været igennem de sidste par år.

 

C klassen har kørt med 5 hold, hvoraf det ene har været et konkurrencehold. Sidste år kneb det lidt med oprykningerne, men det er gået meget bedre i år. Det er blevet til 9 oprykninger. De som er rykket op er: Jørgen Christensen, Jørgen Ebbesen, Jan Pedersen, Erling Grønholdt, Lise Hedegård, Trine Hansen, Vivian Bech, Stine Skåning og Hanne Jensen.

Tillykke til jer alle.

 

B klassen har kørt med 2 hold. Mange af dem har været i konkurrence, men det er ikke blevet til de helt store oprykninger i år. Vi har fået 2 og det er Jørgen Christensen og Lis Andersen. Tillykke til jer også.

 

Det er jo tit og ofte sådan, at der er en eller to klasser, der halter lidt når sæsonen er forbi, hvis vi ser på det rent oprykningsmæssigt. Sidste år var det C klassen der hang lidt med kun 2 oprykninger, i år har de haft 9.

B klassen havde 7 sidste år, i år kun 2.

Jeg er sikker på, at der som altid bliver trænet ihærdigt og undervisningen er i top, så hvorfor der bliver byttet sådan rundt på det, tror jeg ikke der er den store forklaring på.

 

A klassen har kørt med et hold på ca. 10.

Flere har været i konkurrence på kredsplan, og til lokalkonkurrencen var der en deltagelse på næsten 100 %, så det var rigtigt dejligt.

A klassen er en meget svær klasse at begå sig i, specielt hvis man er første års oprykker, derfor har der desværre ikke været nogen oprykninger der i år.

 

I år prøvede vi for første gang i flere år at have en træner på i E klassen. Holdet startede op med 5 stykker, det blev dog hurtigt reduceret til 4, da Sørens hund ikke kunne holde til det mere.

Ud af de resterende 4 har vi haft Bo fra Langeland til at deltage i træningen, og han er også den eneste der har deltaget i konkurrencer.

Egon Madsen har ikke trænet på hold, men har dog også været ude til konkurrence her sidst på året.

 

På vores agility hold har der kørt flere forskellige hold, opdelt efter niveau.

Flere har været i konkurrence og opnået flotte resultater.

Vi har ikke afholdt konkurrencer i agility på kredsplan i år, ja det har vi faktisk aldrig gjort.

De har haft brug for at finde deres egne ben at stå på som forholdsvis ”ny” gren i klubben. Dertil kommer at vi ikke var helt sikker på om vores gamle bane var helt up to date. Men det er klart med de fine baner vi har fået nu, er det jo nærmest et ”krav” at vi får agility op at kører.

Skal der så nye redskaber til, må vi jo efterfølgende se på det.

 

I år var der DM i Frederikssund, der havde vi som sædvanligt deltagere med. Det var Grethe og Heidi begge i A klassen. Jørgen Christensen i B klassen, Jørgen Ebbesen i C klassen og Jette Fries og Lars Christiansen i Agility. Det er første gang at klubben har 6 deltagere med til et DM, hvad jeg kan huske. Tillykke med jeres udtagelser. Ikke nok med at vi havde størst antal med, vi fik også 2 podie pladser. Det var Jørgen Christensen med en 2. plads i B klassen og Jette Fries med en 3. plads i Agility.

Kæmpe tillykke til jer begge, en super flot præstation, som jeg ved der er lagt mange træningstimer i.

 

Ved Fynsmesterskabet lykkedes det Jørgen Christensen, at vinde mesterskabet i B klassen. Ikke nok med det, vi vandt også hold mesterskabet i både C, B og A klassen. Det er bare godt gået af jer alle endnu engang tillykke med det hele.

 

Hvis jeg lige skal afslutte, det man kan kalde træning/konkurrence delen, er der god grund til at klappe i hænderne.

 

VI HAR STARTET SÆSONEN OP MED DET STØRSTE ANTAL MEDLEMMER - NOGEN SINDE.

 

VI SLUTTER SÆSONEN MED DET DET STØRSTE ANTAL MEDLEMMER - NOGEN SINDE.

 

VI HAR HAFT DET HØJESTE ANTAL MED TIL DM - NOGEN SINDE.

 

VI HAR HENTET FLEST POKALER VED FYNS MESTERSKABET - NOGEN SINDE.

 

OG SÅ TROR JEG NOK, AT VI HAR HAFT DEN BEDSTE PLACERING VED ET DM MED 2 PODIE PLADSER - NOGEN SINDE.

 

Så umiddelbart er det jo bare succes på hele pladen.

 

Men hvis der er noget som hundetræning har lært os, er det jo netop, at det at komme til tops kræver ikke helt så meget, som det gør at blive der. Det er først der, det bliver rigtigt svært.

 

Så hvis vi skal leve op til det her flotte år, er der mange ting som skal gå op i en højere enhed.

 

HAR VI TRÆNERE NOK.

 

HVORDAN FASTHOLDER VI OG MOTIVERE VI VORES HUNDEFØRERE - OG I SIDSTE ENDE TIL AT GÅ I KONKURRENCE

 

HVORDAN MOTIVERE VI VORES TRÆNERE TIL STADIG AT HAVE ET HOLD.

 

ER ALLE INDSTILLET PÅ AT HJÆLPE TIL SÅ OPGAVERNE BLIVER LØST.

 

Der er en masse ting som skal flaske sig, for at vi kan opretholde det her niveau - vi må se hvordan den kommende sæson ser ud efter næste træner møde D. 25. november.

 

Så har vi fået et aktivitets udvalg i år.

 

For at ikke alle opgaver skulle hænge på de samme personer, besluttede vi at lave et sådan udvalg.

 

De har haft en lidt svær start, hvor der ikke var den hel store opbakning til deres aktiviteter, så rent faktisk nedlagde de sig selv rimeligt hurtigt. Men nu er de heldigvis på banen igen. De er ved at arrangere julefrokost, julemarch og træningsweekend til næste år.

Jeg kan kun opfordre medlemmerne til, at støtte op om det der kommer fra udvalget, så vi kan få gang i det sociale i klubben. Jeg er sikker på at med de folk, som er i udvalget, kan vi vente flere spændende ting i fremtiden.

 

Så er der jo også sket lidt på landsplan, som har indflydelse på vores klub.

På sidste landsmøde blev det besluttet, at vi som klub skulle sørge for at medlemmerne fik deres blad. DcH kunne derved spare 350.000 i porto. Et godt forslag som vi som klub stemte for. Jeg er dog bare ikke sikker på at det var den rigtige beslutning, når vi ser på hvad der ligger tilbage af klubblade her i klubben.

Når man er medlem af en så stor forening som DcH, kræver det nok at man får sit blad leveret i postkassen. Det er trods alt det eneste der forbinder det menige medlem med DcH.

Det andet der blev besluttet på landsmødet var, at man skulle oprette en anlægsfond som skulle hjælpe foreninger, som trængte til en økonomisk indsprøjtning. Det skal så være meningen, at man kan søge fonden om lån til forskellige projekter. For at fonden kan få en start kapital kræver det, at hvert medlem i DcH bidrager med 30 kroner de næste 3 år.

Det er selvfølgelig noget, som har indflydelse på vores kontingent, som vi kommer til senere i aften.

 

Der har ikke været træningsweekend i år. Vi kunne simpelthen ikke overskude det, med alt det andet vi havde at se til - men som sagt er aktivitetsudvalget ved at arrangere en til næste år.

 

Vi har ikke fået nogen nye trænere i år - men jeg ved at der er meldt 4 nye til med opstart i det kommende år - held og lykke med det.

 

Så tror jeg også vi får et par som starter op på dommeruddannelsen.

Det er dejligt når folk også vælger den gren.

 

De sidste mange beretninger har jeg brugt meget tid og papir, på at fortælle om alle de pinsler vi er gået igennem, med møder og afslag på forskellige ting - men det vil jeg ikke gøre i år - for nu er vi her i flotte omgivelser og med et flot klubhus. Man må sige at det har været kampen værd, for det er et kanon resultat vi står tilbage med.

 

Der mangler dog stadigt lidt før at alt er i orden. Vi skal have set på nogle fliser rundt klubhuset, vi skal have plantet arealet lidt til, ja der er flere ting der skal laves, før vi kan sige, at alt er som det skal være.

Men det er jo ganske naturligt at der spreder sig en form for ”vi når det nok” holdning, når alle de store linjer funger og er kommet i hus efter en så stor opgave. Men bare rolig vi skal nok finde ”melodien” igen.

 

Apropos beplantning har vi haft en snak med kommunen om det, og det bliver nok først til næste år, de vil plante noget. Angående alle de spor/huller der er i marken bliver det højst sandsynligt nok også først udbedret til næste år. Kommunen vil ikke så gerne ind og køre på arealet, nu hvor det er så blødt.

Vi kan godt mærke på kommunen at vi ikke helt har deres fulde opmærksomhed, som vi havde for måneder tilbage. De har nok den samme opfattelse med at nu er vi her, så må det sidste komme til, når det passer ind i deres. Men de har trods alt sagt ok, for det som mangler.

 

Den 14. august kunne vi så slå dørene op til en reception, hvor vi kunne indviede klubben. Vi havde inviteret alle foreningerne i kredsen, kommunen, byrådet og selvfølgelig alle i klubben.

Det var en rigtig hyggelig dag med mellem 80 og 100 gæster. Borgmesteren var her og holdt tale, og han klippede den røde snor over til vores areal. Vi fik mange fine gaver, bl.a. havde medlemmerne samlet ind til borde/bænke sæt til vores terrasse. Af andre ting kan nævnes den flotte sten, som står nede ved indkørslen til vores areal. Den er skænket at Sandau stenhuggeri. At så stenen kommer ude fra vores gamle areal, gør det jo ikke mindre sjovt.

 

Så var der selvfølgelig en gave som overskyggede alt andet, nemlig den fra Birgit.

Som jeg sagde tidligere var klubben i hendes tanker lige til det sidste, og hun valgte at testamentere 50.000 til klubben. Det er jo en så flot gave, at man kun kan stå måbende tilbage og sige mange tak.

 

Der var ikke den store tvivl i bestyrelsen om, hvad pengene skulle bruges til. Da hvalpene altid har været Birgits hjertebarn, var det helt naturligt at bruge nogle af pengene på, at lave en hvalpelegeplads.

 

Resultatet kan man nyde i dag. Der er lavet den flotteste natur legeplads, som vores hvalpe har den største fornøjelse af, og den får mange rosende ord med på vejen, når vi har gæster fra andre klubber.

 

At der så oven i købet var penge til at købe en stor græsslåmaskine til at holde pladsen med - gør jo bare gaven i nu mere fantastisk.

 

Jeg er sikker på at hvis Birgit havde været med her i dag, ville hun havde været meget tilfreds med alt hvad hun så - både arealet, klubhuset og hvad vi har brugt hendes penge til.

 

Der har også været gang i efteruddannelsen i år, flere har været af sted.

 

Anders, Dorthe og Gunvor har været på et kursus i samspil mellem hund og menneske.

Arne og Janna har været på runderings kursus.

Jesper og Pia har været på agility kursus.

Dorthe har været på klikker kursus.

Margit har været på klikker og rally kursus.

 

Ud over det har trænerudvalget haft arrangeret en tur til zoologisk have i København hvor der var foredrag om brug af klikker.

 

Så der har været god gang i efteruddannelsen i år - det er dejligt.

 

Vi har også som sædvanligt haft et par stykker, som har haft jubilæum i klubben i år.

 

Torsten, Britta, jan, Dorthe P, Iben, Heidi og Tina har alle haft 10 års jubilæum - tillykke med det. 

 

Der er mange i klubben, som har udført en ekstra ordinær stor indsats i år.

På trænersiden har flere taget et ekstra hold, for at få det til at hænge sammen.

Der har været meget arbejde omkring flytning af klub, male klubhus, lave hvalpe legeplads, indretning af klubhus, osv. osv.

 

Det har været en fornøjelse, at gå herude og se den energi hvormed der er blevet gået til opgaven - det der har skinnet igennem under hele forløbet er, at det her er noget man har lyst til og i sidste ende er det jo noget man gør for sig selv - og ikke fordi en bestyrelse siger det.

Klubben er jo hverken din eller min, men derimod alle medlemmernes.

Så alt det vi laver herude, er til gavn for os selv.

 

Det ville være alt for omfattende at skulle takke alle der har hjulpet til med det ene eller andet.

 

Så jeg vil bare nøjes med at sige tusind tak til jer alle sammen.

 

Peter Larsen

Formand

 

18. november 2010

 

#top Til startsiden Tilbage      

© Danmarks civile Hundeførerforening, 07-02-2008